Vi adopterede Mimi i april 2000, fordi hendes menneske døde. Så vidt vi ved, er Mimi født i foråret 1998 og kom til sit forrige hjem i september 1998, efter et ikke så vellykket ophold hos en børnefamilie. Mimis tidligere menneske, Liselotte Timmer var en meget kreativ pige, hun lavede blandt andet nogle fine kattetegninger.
I et par år havde vi ikke haft kat, da vi bor et sted hvor katte ikke må løbe frit omkring. Alligevel valgte jeg at give Mimi en chance, fordi hun ellers ville blive aflivet og fordi jeg vidste, at Mimi var indekat og fra killing havde lært at gå i sele.
Vi hentede Mimi på Sjælland og på grund af den lange køretur fik hun, efter råd fra hendes sædvanlige dyrlæge, en beroligende sprøjte, så flytningen ikke blev en alt for traumatisk oplevelse. Mimis katteven Tosca, måtte desværre aflives, fordi hun helt åbenlyst ikke havde psyke til en adoption.
Den første tid var lidt vanskelig. Mimi var vant til at gå på borde og klatre i bogreoler, hvilket Bibi og jeg ikke syntes om, men efter en periode med vandforstøveren som pædagog, blev vi næsten enige om husreglerne. Et andet problem var, at Mimi i de første måneder ikke kunne lide mig - hun værdigede mig ikke et blik og smuttede, hvis jeg kom hende for nær. Jeg ved ikke hvorfor hun ombestemte sig, men pludselig en dag hoppede hun op på skødet af mig og der har hun stort set ligget siden.
Mimi er en meget kælen og social kat, hun opholder sig helst i samme rum som Bibi og jeg og hvis vi er i forskellige rum, så går hun hvileløst frem og tilbage. Selv om hun har et fint kattehus, med indbyggede klatre og kradsesøjler, så har hun det bedst, hvis hun må ligge i fodenden af min eller Bibis seng om natten.
Hun elsker at ligge ude i græsset og holde øje med omgivelserne. Engang imellem smutter hun en tur, men hun kommer hurtigt hjem igen og holder sig altid tæt ved huset.
