Familiesiden 2004

Her kan du se brudstykker af det, der optog os i 2002.

Det er Lotte, som holder siden opdateret.

Gamle nyheder

29. december 2004

Glædelig jul!

Vi nyder juleferien i fulde drag - udenfor er der stadig fin julesne, Bibi hygger sig med Rune og hver især sysler vi med de fine sager fra julens "høst" (1000 tak for de dejlige gaver!).

Juledagene forløb fredeligt, med en hel masse mad, knas og hyggeligt samvær.

I morgen får vi nytårsbesøg af Morfar og Lisbet, det glæder vi os til!

29. november 2004

Det var ikke nemt, men det er lykkedes at vriste en ønskeseddel ud af Bibi....

Bibis julegaveønsker

Bibi mener, at når hun skal lave ønskeseddel, så skal jeg også - men det er altså ikke nemt!

Lottes julegaveønsker

27. november 2004


3 måneder siden sidste opdatering - flovmand!

Og hvad har vi så bedrevet? Tjo.... tiden går jo med hverdagens trivialiteter og Bibi er blevet mere og mere optaget af en vis fynsk relation - så deeet. Denne weekend juler vi, kasserne med pynt er fisket ned fra loftet, Bibi pynter og misserne springer for livet, når Bibi kommer med nissehuerne.

Forleden dukkede Karin op en aften - det var dejligt! Vi har kendt hinanden siden vi gik i første klasse - i 30 år og en sjat! Bibi har været en smuttur i Bogense og imens var jeg til den traditionsrige julefrokost hos Henny og Dan - vi glæder os allerede til næste år! Den kommende weekend holder vi traditionen tro morfars fødselsdag og julefrokost - og så er det næsten jul - igen.

5. september 2004

Sikke en weekend! Ifølge kalenderen er det efterår, men termomereret viste 25 grader. Det var heldigt for lørdagens arrangement, hvor friskolen holdt fødselsdag og det i år var 8. og 9. klasse, børn og forældre, som stod for festivitassen. Overskuddet går til sprogrejsen til York. Bibi havde travlt med blandt andet at sælge syltede lækkerier og jeg havde travlt i is- og pølseboden - ind imellem fik vi taget et par billeder.

Ovenpå gårsdagens strabadser var det dejligt, at kunne nyde stakken af søndagsaviser og morgenkaffen i haven - sikke en luksus!

I sidste uge var jeg på kursus - 3 dages introduktion til Linux. Det var nogle hårde, men spændende dage og om ikke andet lærte jeg, at der er meget at lære!

Om 14 dage kommer familien fra Norge til Lønstrup, det er efterhånden ved at være en tradition, idet det er 4. eller 5. år de holder efteråsferie i Lønstrup. Vi glæder os!

16. august 2004

Omsider kom sommeren - vi håber, at den holder lidt endnu. Bibi er begyndt i 8. klasse og der er fart på, allerede i september går turen til York, på sprogrejse.

For mit vedkommende blev det en stille sommer, et par uger på besøg hos Jan, med endagsudflugter, gæstebud og ikke mindst - rampestøbning. På billedet nedenfor invier jeg rampen - den er en smule stejlere og smallere end hvad BR-95 foreskriver.

Foto af hjemmelavet rampe!

Den 27. kom Bibi hjem fra Canada, glad, træt og mæt af oplevelser. Vi glæder os allerede til returbesøget fra Ottawa i 2005!

Foto fra Aalborg Lufthavn!

29. juni 2004

I går oprandt den så længe ventede dag - Bibi rejste på CISV InterChange til Ottawa i Canada, sammen med 7 andre 14 årige og delegationsleder Gitte.

Foto fra Aalborg Lufthavn!

Der har været mange forberedelser, ja selv Bibis konfirmation fik et lille pift Ottawa - alligevel var det svært at fatte, at det allerede i går skulle være store rejsedag. Forhåbentlig får Bibi en "knaldhamrende" dejlig oplevelse!

Mens Bibi er afsted holder jeg ferie, desuden håber jeg at afslutte kørestolssagaen. I år har jeg stort set ingen faste planer for ferien - det nærmeste jeg kommer en plan er Grøn Koncert i baghaven, derudover vil jeg lade mit humør, min fysik og vejret være rettesnor for sommeren.

Kørestolssagaen - jeg tør ikke længere gætte hvilket afsnit
Da jeg fik bevillingen og tog afsked med Hjælpemiddelcentralen sidst i marts, så troede jeg, at vi var i mål - med lidt held kunne stolen endda være færdigjusteret og monteret inden Bibis konfirmation. Permobil skulle lave nogle småjusteringer og levere en ny nakkestøtte, Permolock bespænding skulle bevilges af amtet og monteres af Sahva, desuden skulle der laves hynder. Når skummet til sæde og ryghynden var skåret og leveret, så skulle ergoterapeuten bevilge syning af betræk, hun skulle desuden bestille letvægtsramper, som afløser for de gamle og for smalle slidsker.

Da Sahva monterede Permolock første uge i maj, var stolen stadig ikke færdig og vi fik en grim overraskelse - da jeg kom på plads ved rattet, kunne jeg ikke se ud af forruden på bilen! Jeg var for høj.

For at gøre en lang historie kort, så havde Sahva vurderet bespændingsopgaven ud fra afprøvningsstolen, men Permobil glemte at fortælle, at en planlagt justering af stolens kip ville medføre en betydelig merhøjde på stolen. Det værste var ikke, at der opstod et problem, derimod at der derefter ikke skete så meget mere. Sahva ville gerne hjælpe, men de havde jo ingen kompetance, Permobil var meget afventende og det samme var kommunens ergoterapeut, sidstnævnte forholdt sig i øvrigt også afventende med stolehynderne og rampen - det var en rigtig "træls" situation.

Midt i juni havde jeg kontakt med siddestillingsteamet på hjælpemiddelcentralen og da de hørte hvordan det gik, eller rettere ikke gik, så skete det fantastiske, at de øjeblikkelig indkaldte parterne til opfølgningsmøde. Inden mødet kom den kommunale ergoterapeut på banen med en bevilling på færdiggørelsen af hynder og bevilling på letvægtsrampe, ligesom Permobil gerne ville hente min stol, så de kunne undersøge højdeproblemet nærmere. Hjælpemiddelcentralen holdt dog fat i at afvikle mødet og de fastholdt, at der skulle formuleres en konkret handlingsplan med tidsfrister.

Status er, at min stol blev hentet i går og nu er transporteret til Sjælland på værksted, imens har jeg en ældre lånestol. På fredag er der atter et opfølgningsmøde og da skulle stolens højde meget gerne være reduceret. Jeg fik ramper leveret med post i fredags, en lidt for lang kort og lidt for kort lang - suk! Hynderne ligger standby, indtil det er besluttet om stolebunden skal forlænges.

23. maj 2004

Flere har spurgt efter billeder fra konfirmationen - nu har jeg omsider været i "mørkekammeret" og har frembragt et lille konfirmationsgalleri. Der er både nogle af vores egne optagelser, Pers, Heidi & Henriks, Morfar & Lisbets og Mormors. Der er et par billeder fra de indledende øvelser, derudover fra festen og dagen derpå. Hvis din skærm er lille, kan du lave lidt mere aktiv plads i brovservinduet, ved at trykke på F11-tasten (et tryk mere og browseren bliver normal igen).

9. maj 2004

Vi har haft meget travlt siden opdateringen først i april - jeg har haft fødselsdag (det skulle ikke fejres, men det blev det lidt alligevel) og Bibi er blevet konfirmeret.

Bibis konfirmationsdag blev en festlig og dejlig dag. Benny-præst begik en mindeværdig konfirmationsgudstjeneste og bagefter blev Bibi fejret efter alle kunstens regler - med sange, taler, optrin, glade gæster og ualmindelig mange lykønskninger og gaver. 1000 tak til jer, der sendte kærlige tanker, hilsner eller gaver!

Foto fra Bibis konfirmationsdag!

Det tager tid at komme ovenpå efter så'n en omgang festivitas, men langsomt er det blevet hverdag igen. Jeg har haft potentielle hjælpere/sommerferieafløsere til samtale og Sprinteren har fået monteret bespænding til Permobilkørestolen (det virker desværre ikke endnu) - det tager tid det hele, men hen ad vejen når jeg forhåbentlig bunden af min todoliste.

7. april 2004

Siden sidst har Bibi haft fødselsdag - hun takker for alle hilsner, kort og gaver! Bibi's far inviterede på fødselsdagsmiddag, på Provance i Aalborg, hvor vi fik en herlig middag og havde en hyggelig aften. Det blev en dejlig fødselsdag!

Dagen efter drog Bibi og jeg til Sjælland, for at deltage i Niklas dåb. Bibi er fadder, hvilket hun er meget stolt over - her midt i konfirmationsforberedelserne er hun vist ekstra bevidst om hvad dåben og fadderskabet betyder. Vi boede hos Far og Lisbet, i deres nye hus og det var fint. Det var herligt omsider at være en tur på "øen" igen - tænk, det er godt et år siden sidst.

Sidste lørdag var Dizzy udstillet for første gang. Det var en hård, hyggelig og lærerig dag, både for to- og firbenede. Dommeren var godt tilfreds og Diz fik et flot EX1 - hun var også med i opløbet, da dommeren skulle vælge BIS NOM. Vi skal helt sikkert afsted en anden gang!

Vi ved nu, hvem Bibi skal bo hos i Canada og pigerne har allerede god kontakt på chatten - det er ikke blevet mindre spændende, efter der kom ansigt og oplysninger på Natasha. Vi glæder os til at se hende i Danmark i 2005.

Den kommende tid står i konfirmationens tegn, der er mange opgaver på todo-listen endnu, men vi når det - vi glæder os til festen og til at se familien samlet.

Kørestolssagaen - næstsidste afsnit
Så skete det - jeg har fået bevilling på en ny el-kørestol - en forhjulstrukken Permobil!

Bevillingen på ny el-bespænding kom kort tid efter og nu venter jeg blot på sæde og ryghynde fra Tempur. Det har været en sej omgang og selv om jeg både mødte forståelse og støtte på hjælpemiddelcentralen og hos mine nye kommunale ergoterapeut, så turde jeg ikke tro på det blev en bevilling.

Det er dejligt og jeg sidder meget bedre end før, hvad funktionalitet angår, så er der en verden til forskel fra tidligere - Velaen var ikke en kørestol, men en stol med hjælpemotor!

13. marts 2004

Det er søreme længe siden vi har opdateret siden her sidst. Indtil videre har det været småt med overskud, mildest talt og så gider jeg ikke grave mere i det!

Vi har jo konfirmation snart og det glæder vi os til - Bibi ikke mindst! Forberedelserne skrider frem og det ser ud til vi ender med at nå det hele.

Bibis ønskeseddel:

19. januar 2004

Et nyt år og en fin jomfruelig familieside - det inviterer ligefrem til status!

For Bibis vedkommende var 2003 et rigtig godt år - med nye spændende fag i skolen, gode venner og mange sjove oplevelser. I sidste uge var vi til skole-hjem-samtaler og det er svært at få armene ned igen - for det går jo knaldhamrende godt!

For mit vedkommende gik 2003 ikke helt som ventet - fysisk var det et simpelthen et møgår, med alt for mange opgaver og bekendtskaber i syltekrukken. Det er desværre min fysiske tilstand, der sætter rammerne for min gøren og laden - jeg håber meget på "medvind på cykelstien" i 2004!

Hvad 2004 angår har vi indtil videre konfirmation og en Canada interchange at tænke på - på hver sin måde 2 store begivenheder!

Kørestolssagaen ...fortsat fra 2003
Jeg havde håbet, at kørestolssagan ikke skulle med i år, men så'n gik det altså ikke. Det er en ualmindelig sej og tidskrævende proces, som snart godt må få en ende!

Godt nytår!

[ Startsiden | Skriv til os | Gæstebog | Links ]
Siden er senest opdateret d. 03-02-2008 23:42