Her kan du se brudstykker af det, der optog os i 2003.
Glædelig jul!
Juleaften var vi i Trekroner, hvor vi havde en fin aften aften, med julegudstjeneste i Haverslev kirke, dejlig mad og hyggeligt samvær. Tak for det!
Selv om vi i år ikke skulle være hjemme juleaften, har vi juletræ - et fint lille flytbart træ. Vi vidste ikke om banditten (læs Dizzy) ville skrælle det, men mærkværdigvis har både træ og pynt fået lov at være i fred!

Julen nærmer sig og her i huset er en herlig ro - vi er nemlig færdige med de store juleforberedelser og kan hygge os med med de sidste småting.
Jeg nåede heldigvis at komme "på højkant", så vi kunne komme en tur til Sjælland. Far/Morfar havde inviteret til fødselsdag og inlogerede os i Karlslunde - det var en dejlig weekend, hvor vi mødte Niklas for første gang.

Vi har også været til den traditionelle julefrokost hos Henny og Dan - som altid var det hyggeligt og vi glæder os allerede til næste år!
Kørestolssagaen ...fortsat
Hjælpemiddelcentralen anbefalede en ny kørestol, så jeg er i gang med afprøvning af mulige emner. Jeg har allerede haft en Roltec på prøve, eller rettere, har haft en forhjulstrukken på prøve og har nu en baghjulstrukken. Skulle også have prøvet en Balder, men ryglænet på stolen de leverede var ubrugelig til mig, så de måtte tage stolen med retur. I januar skal jeg prøve en Permobil.
Sikke en uge! Først gik kørestolsbespændingen i Sprinteren i baglås, så sprang et bremsekabel (= så virker joysticket ikke) og så gik liften i skuddermudder, hvorfor jeg dumpede godt 10 cm ned og fik et slemt "tryk 16" i ryggen. Jeg har ligget i sengen siden - godt min seng kan trilles hen til computeren. Ugen var ellers begyndt så fint, vi havde besøgt Jan i Åby og havde en masse planer. Forhåbentlig varer det ikke så længe!
Bibi har fået lov at komme på CISV interchange til Canada i 2004 og nu krydser vi fingre for hendes plads på holdet.
Kørestolssagaen ...fortsat
Var omsider på hjælpemiddelcentralen i den forløbne uge. Jeg tør ikke
glæde mig endnu, men terapeuterne stillede alle de "rigtige" spørgsmål og forekom
at forstå mine problemer med stolen. Desuden gav den kommunale terapeut udtryk for, at kommunen
er gået med i testprocessen med henblik på at finde løsninger - håber det holder
denne gang!
Hold da op som tiden iler - vi er her endnu, selv om vi ikke er superflittige til at få opdateret.
I dag fik Henrik og Heidi endelig deres lille Niklas ud i lyset - er han ikke fin? Niklas blev født kl. 12.08, han er 50 cm lang og vejer 3150 gr. - TILLYKKE! Morfar har fotograferet.

Den 29. september flyttede vores lille "DK Fluffys Finest Dizzy Miss Lizzy" ind. Diz er født den 29. juni og er en bruntortiemasket perser/colorpoint. Desværre har Dizzy lagt ud med at være lidt skravlet - hun havde tynd mave de første dage, ugen efter fik hun en byld og da den blev spaltet opdagede dyrlægen ringorm. Det lille kræ har fået en hård start, men heldigvis har hun taget strabadserne i stiv pote!

Den 21. september holdt vi, lidt forsinket, Arne Skjolds 70 års fødselsdag og havde en dejlig dag i Lønstrup - det var faktisk så hyggeligt, at vi glemte at tage en masse billeder.
Og hvad har vi ellers lavet siden sidst?! Tjo, vi har været på Skråen nogle gange og har hørt henholdsvis Allan Olsen og senest Johnny Madsen & Knud Møller - især sidstnævnte var en fed oplevelse. Desuden har vi set Amerikanske Billeder - for Bibis vedkommende var det debut, for mit et gensyn efter 20 år.
Kørestolssagaen ...fortsat
Et af det kedelige faste punkter, desværre. Om en god uge skal hjælpemiddelcentralen omsider
vurdere min siddestilling og om stolen dækker mit behov.
Vejret har været alt for godt til surf og hjemmesidekonstruktion - sikke en sommer! Vi har en del billeder fra sommeren liggende, men vi har ikke haft lyst til "mørkekammerarbejdet", så du må have billederne til gode.
Bibi er begyndt i 7. klasse og indtil videre er det bare super spændende, med nye fag som kemi og tysk og en Bornholmertur lige om hjørnet.
Jeg sysler som altid med lidt af hvert, blandt andet har Vesterhavs Rock været på programmet, hvor Ulf og jeg igen i år fik taget en masse billeder. Hvad angår det helbredsmæssige, så er jeg stadig overvejende stabil, men desværre skal der ikke megen belastning til, før jeg får det "træls" - surt show!
Det har været et år med mange dødsfald - uha! I den forgangne uge sov Mogens-nabo (Mor/Mormors nabo gennem 40 år) fredeligt ind. 83 år er en høj alder og Mogens havde det ikke godt de senere år, men alligevel er det trist, når mennesker der har fyldt meget i ens liv falder væk.
Kørestolssagaen ...fortsat
Jeg afventer at min nye ergoterapeut kommer på besøg onsdag. I telefonen understregede
ergo'en, at den bevilgede analyse (et lille hurra for bevillingen af analysen) ikke er ensbetydende med
eventuelle konstaterede problemer efterfølgende vil blive udbedret. Denne form for spænding
ville jeg gerne være foruden!

Jan har investeret, så pas på derude, der knipses!
Det er vist ikke sket før, at der har været så lang tid mellem opdateringerne - som tiden dog går!
Bibi har som altid fuld fart på. I sidste uge kom hun hjem efter 3 ugers ferie med sin far. De var på teltferie i England og havde det dejligt. Bibi tog en masse billeder på turen og mon ikke vi snart får et par stykker at se....
For mit vedkommende har tiden siden sidst været ualmindelig træls. Fysisk har jeg skrabet bunden - det har været nødvendigt at justere min medicin, så jeg får mere smertestillende og som noget nyt supplerer med noget krampeblokerende. Gudskelov har det hjulpet og jeg er langsomt ved at være i normale omdrejninger igen.
Kørestolssagaen ...fortsat
Sagaen var egentlig afsluttet i januar, men nu er min
Vela 3Z skæv
igen. I onsdags tog jeg derfor på hjælpemiddelcentralen, i håb om at få
uvildige øjne på stolen. Medarbejderen på hjælpemiddelcentralen kunne se at jeg
sidder skævt og anbefalede en egentlig siddestillingsanalyse, samt en nærmere vurdering af
mit behov. Ved samme lejlighed fik jeg konstateret, at min stol langtfra har en rimelig trækkraft,
at det ikke er almindeligt hjælpere skal løfte en el-stol over små kanter - jeg
håber det snart lykkes at finde en løsning.
Sikke en dejlig påske, med haverengøring og solskin på programmet. Desværre blev Bibi syg, så vi måtte til lægevagten og have en recept, for at komme en ørebetændelse til livs. Surt!
Tak for alle hilsner, breve og pakker i anledning af min, hmmm, 25 års fødselsdag! Jeg havde en stille og meget hyggelig dag - passende for en aldrende kvinde :-)
I øvrigt er jeg stadig røgfri, nu på 14. uge! Det er fortsat svært at være sammen med rygere, men i det daglige tænker jeg kun sjældent på cigaretter - når trangen kommer over mig, så snupper jeg et stykke tyggegummi.
Der er ikke sket alverden siden sidst. Bibi var i weekenden på CISV-weekend i Nykøbing Falster, det var alletiders, med glædelige gensyn og nye venner. Jeg hyggede mig herhjemme, blandt andet havde jeg søndag besøg af mine foto-legekammerater.
Da flere har spurgt efter en ønskeseddel i anledning af min snarlige 25 års fødseldag (ja, man må tro på den alder en dame oplyser), så følger her mine ønsker, både de realistiske og de andre.
I går var det Bibis fødselsdag, 13 år blev hun, så nu er hun en rigtig teenager. Vi havde en dejlig dag, med morgenkaffe, fødselsdagssang og gaver kl. 06. Senere fik vi gæster, hele familien Lauritzen og Per - det var hyggeligt. Bibi siger tak for alle hilsner, kort og gaver!
I disse dage går vores tanker til Christian, som indenfor en uge mistede begge sine forældre. Grethe og Reinhardt var nære venner af familien gennem mange år og det er svært at forstå de pludselig er væk begge to.
Pyha, så er vi vel hjemme igen, efter vores gulvafhøvlings-eksil i Nr. Lyngby. Når alle flyttekasserne er pakket ud og det forskellige er stillet på plads, så er maleprojektet omsider afsluttet. Det har været mange uger i et flyttelignende rod, men resultatet er alt besværet værd og her er blevet meget fint! Undervejs har vi taget lidt snapshots.
Bibi er vel ovre influenzaen og var i skole hele sidste uge. Heldigvis er både jeg og hjælperne (7-9-13) sluppet for smitte i denne omgang!
I morgen har jeg i øvrigt været røgfri i 7 uger! Det er stadig hårdt og jeg synes det er svært at være sammen med rygere, men indtil videre har jeg holdt skansen. Mine nymalede omgivelser er befordrende for motivationen, men især gør det indtryk, at personer i vores nære sfære kæmper mod rygerlunger og lungekræft. I øvrigt kan jeg mærke, at min krop værdsætter fraværet af røg. Jeg hoster ikke mere om morgenen, har ikke længere den seje slim i lungerne, min smagssans er blevet bedre og min hud ser sundere ud. Desuden nyder jeg, at mit hjem ikke længere lugter grimt af røg, en lugt som jeg selv som storryger ikke brød mig om.
Sikke en uge! Bibi skulle i praktik, men fik influenza, så hele ugen har hun ligget i sengen, med høj feber. Det har været træls, skulle jeg hilse og sige! Bibi har dog ikke været mere afkræftet, end hun har været i stand til at skrive en ønskeseddel, så i ved hvad hun drømmer om til den 25.
Bibis ønskeseddel
Ellers, tja, Sprinteren har været på værksted hos Sahva. Det ene bremsekabel til joysticket var sprunget og batterierne trængte til en genoplivning. Herudover skulle Sahva se på bespændingen, for efterhånden har jeg fundet ud af, at bespændingsløsningen (med den meget lavtsiddende stang under min kørestol) ikke er almindelig - andre el-kørestole kan faktisk køre over almindelige dørtrin! Så, når Sahva har fundet en løsning, skal mine hjælpere forhåbentlig ikke løfte stolen over flere dørtrin.
Dagene er blevet længere og hold op, hvor er det dejligt med det stigende antal lyse timer - der må være vitaminer i det lys!
Søndag kom Bibi hjem fra en uges vinterferie i Norge; sne, ski, Far og Tante Tine - det havde været en dejlig ferie. Imens fortsatte "jeg" (læs Jan og hjælpere) vores male-projekt. Det har været hårdt, men her er blevet super flot - når de sidste døre og gulvene er ordnet, er det nærmest som et helt nyt hjem.
I næste uge skal Bibi i praktik. Hun ville gerne have været hos en dyrlæge, men så'n nogle er åbenbart ikke glade for praktikanter, heldigvis er Kattens Værn flinkere, så der kommer Bibi til at høste sine første erfaringer med en arbejdsplads. Bibi glæder sig meget og jeg håber det bliver en god oplevelse for både Bibi, kattene og menneskene hos Kattens Værn.
Og så til noget helt andet. I går var det 4 uger siden jeg røg min sidste cigaret. Det er svært at holde op, men ikke så svært som jeg frygtede. Jeg tænker stadig på at ryge mange gange i løbet af dagen og bliver slemt fristet i rygeres nærvær, men indtil videre har jeg holdt skansen og det håber jeg også at kunne fremover.
Kørestolssagaen ...fortsat
Jeg havde håbet kørestolssagaen var afsluttet med forrige "kapitel", men træerne vokser
ikke ind i himlen!
Først leverede A.J. Stole sædet
med forkert skum, derefter skulle Vela bestille det
rigtige skum og vupti, det var også forkert. Først 3. gang lykkedes det, da skummet blev bestilt efter produktnummeret på min gamle ryghynde. Ind imellem de noget trættende afprøvninger havde min stol et ret alternativt udseende med det nye halvfærdige sæde og efterhånden reagerede min ryg også på den midlertidige løsning - smerterne vendte tilbage. Nu går det heldigvis den rigtige vej igen, for onsdag i sidste uge blev det nye sæde monteret, med skum fra Tempur i den rigtige hårdhed (den er desværre lidt hårdere end den gamle ryghynde, men ifølge Vela skal den blot "siddes til") og med den rigtige justering af sædebunden. I dag var reparatøren fra Vela forbi med bundskum til min ekstra sædepude og dermed skulle stolen være tip-top.
Efterhånden er det ikke blot en vittighed, men en realitet, at jeg er mere uheldig end folk er
flest. Et bads tid efter reparatøren havde sagt farvel, skulle min hjælper montere
benstøtter på stolen og den ene kontakt var i udu, ret sært, for den virkede
upåklageligt da reparatøren gik. Heldigvis var reparatøren stadig i nabolaget,
så han kom tilbage og ordnede stolen. Sikke en dag!
Et nyt år og en helt frisk familiesside. Det er spændende hvad 2003 bringer af glæder, sorger og udfordringer - vi ønsker god vind og et godt nytår til alle!
Vi kom stille ind i det nye år (helt uden nytårsfortsætter) og de første uger har været fredelige, uden hverken de store oplevelser eller bryderier - det er slet ikke så skidt endda.
Mormor/Mor har fødselsdag om et par dage - tillykke!
Kørestolssagaen ...fortsat fra 2002
2002 var for for Lottes vedkommende ikke just et hurraår, faktisk var perioden fra juni (hvor jeg
væltede bagover i kørestolen) og året ud, noget værre hø. Heldigvis ser
det lidt lysere ud nu, kørestolen er rettet op, sædet er blevet skiftet og mangler blot de
sidste justeringer, herunder at få nogle ordentlige hynder i stolen. Der er allerede bedring at
spore - forhåbentlig er det ikke blot en tilfældighed, men resultatet af den forbedrede
siddestilling.